Velkommen til Galleri Fryd
Denne hjemmeside er lavet til udstilling af billeder som er lavet af mig selv og lokale kunstnere fra Nordjylland.
Jeg hedder Preben Frydkjær - også kaldet "Fryd". Min store interesse for kunst, har siden jeg var ganske ung, sat sine præg igennem årene. Da jeg var 15 år malede jeg mit første oliemaleri og siden da har jeg malet oliemalerier samt deltaget i adskillige kurser; tegne, male og kunstforståelse m.m. – Jeg lagde oliemalerierne på hylden i en periode, da jeg simpelthen kørte træt i lange tørre tider og terpentindunst. Passionen til at udøve denne skønne fritidsinteresse stoppede aldrig men aktiviteten var lav.
Jeg startede for alvor op med malerierne igen i 2004 - men nu med akrylmaling. Det passer lige til mit tempo og det er skønt, at kunne udfolde kreativiteten igen - men oliemaling kan jeg nu ikke undvære, det bliver også brugt af og til mest til portrætmalerier eller pr. bestilling. Jeg går på kurser og møder en masse andre kunstmalere som jeg selv. Vi udstiller af og til vores kunst sammen og inspirerer hinanden. Derfor har jeg fået idéen til en hjemmeside (online galleri), så kunstinteresserede kan få et indtryk af hvad vi laver og evt. se billederne på hjemmesidens galleri.
Til forårsmessen 2008 i Aalborg Kongres & Kulturcenter udstillede jeg for første gang på en større udstilling, som var censureret. Denne anerkendelse gav mig en masse gode muligheder i mit fremtidige virke med kunsten.
Dette gav mig også en positiv oplevelse i den grad, at jeg måtte ud og udstille kunst adskillige steder i Nordjylland, heriblandt Nordjyske tidende, Spor 4, Gøgsigs Pakhus, Danske Bank, Dronninglund sognegård, Galleri – ”Art al Dente” og Tidens Kunst 2009 i Aars.
Med venlig hilsen
Preben Frydkjær

